Børneskiløb - forbered dig til familieskituren!

Jule Skicamp på CopenHill


Vinteren er på vej – gudskelov! Vi er mange, der glæder os rigtig meget til at slå de første sving på en sne-hvid piste. Er det første gang du skal afsted på skiferie med dine små poder? Læs med her, hvor vi har samlet de bedste tips til en vellykket familie ferie 😊


Af Cecilie Nielsen, Head of Customer Relations hos CopenHill

Vi kender det nok allesammen; tanken om en familieferie, der bare skal stå på rendyrket hygge og idyl. Lige indtil sneen er for kold, tøjet er for stramt, og maven er tom. Med god forberedelse hjemmefra, kan man undgå langt de fleste konflikter, der potentielt kan ødelægge alle de gode intentioner om den perfekte ferie. Se nedenfor hvilke erfaringer, jeg selv har gjort mig med mine børn.

Udstyr

Ski og støvler

Hvis man ikke rejser på ski ofte, er det en god ide at leje udstyret til børn på destinationen. Ulempen kan være kø i ski-udlejningen, men til gengæld er det dejligt nemt at bytte udstyret hvis noget alligevel ikke passer. Børn vokser hurtigt fra det købte udstyr, men et super godt alternativ til årlig leje, er at købe børnepakken ”Børnebasen” hos Steep n Deep, hvor du mod et lille beløb kan bytte udstyret til ”nyt” hvert år inden skisæsonen starter. Læs mere om Børnebasen her.

Hjelm

Når du skal vælge en hjelm til dit barn, kan jeg anbefale at købe en hjelm med visir. Det er langt nemmere for børnene selv at vippe skibrillerne op og ned med et visir, end når elastikken driller og ofte ender i nakken. Mine egne unger kører med denne hjelm.

Rygskjold

Hvis du vil have lidt mere ro i sindet når de små racerkørere drøner ned ad bjerget, så giv dem et rygskjold på. Rygskjoldet tager de værste slag for ryggen, og ungerne synes ofte at det er ret sejt at have på.

Påklædning

Vælg altid lag-på-lag tøj til ungerne (og dig selv). Det er pengene værd at investere i kvalitets sokker og godt ski-undertøj, og bygge lagene op ud over det. Ski-undertøj, en god fleecetrøje samt en skal-jakke og skibukser er nok i langt de fleste tilfælde. Med lag-på-lag tøj kan du altid fjerne eller tilføje et lag – nogle dage kan være varme når man er aktiv, mens andre kan være frysende kolde. Husk også selv at klæde dig lidt lettere på når du har små børn med på ski – du kommer til at få det varmt når du skal trække dit barn op ad løjpen eller bære ham frem og tilbage. Det er også en god ide at tage dine egne sko med, så du bedre kan bevæge dig rundt i børneområdet og hjælpe de små på ski.

Køb en kælk

Hvis du ikke bor med ski-in/ski-out, er det genialt at købe en plastic-kælk til at transportere ski, støvler etc. fra hjemmet eller bilen og frem til pisten. På denne måde kan du også bære dit barn eller sætte ham i kælken, så de små ben ikke bliver trætte allerede inden I når frem. Lad ungerne beholde deres egne sko på, og skift dem når I når frem til pisten. De små fødder bliver hurtige trætte, og du har ikke lyst til at ramme en potentiel krise allerede inden skiene er på.


Pak tasken og vær forberedt!

Pak en god rygsæk om morgenen, og vær forberedt på lidt af hvert! Snacks kommer man langt med når humøret og energien daler, men husk også en flaske vand, solcreme og et ekstra lag tøj. Tørre vanter kan også være en god ide. Jeg plejer selv at pakke et spil Uno eller nogle terninger, det er en god måde at fordrive ventetiden på, mens mor og far måske drikker en kop kaffe, eller mens man venter på at de andre bliver færdige med at stå på ski.

Tålmodighed!

Husk at al begyndelse er svær, især hvis man er under 1,5m høj. Sørg for at holde mange små pauser, og husk at skiløb skal være sjovt. Det er aldrig en god ide at presse sit barn til at fortsætte, hold hellere en kælkepause eller byg en snemand hvis det hjælper til at holde gejsten oppe. At have sit barn med på ski første gang kræver en kæmpe portion tålmodighed, så vær indstillet på at skiferierne de næste år kommer til at være lidt anderledes end da du som ung og smuk susede ned ad den sorte piste. Til gengæld får du minder med dit barn som varer hele livet, og den følelse er langt bedre end at være kongen af afterski. Det bedste der findes er, når ungerne selv kommer og spørger, hvornår vi kan tage på skiferie igen!

Entusiasmen!

Fortæl dit barn tidligt i processen at I skal på skiferie – vis dem billeder og videoer fra stedet og lejligheden, de kommer til at glæde sig helt vildt. Snak mere og mere om det som datoen nærmer sig, og sæt forventningerne til et niveau der ikke skuffer nogen. Når barnet har været på skiskole eller lært noget nyt, så spørg om I må se det – børn elsker at vise deres nyeste tricks!

Den bedste opvarmning til skiferien

Min personlige bedste anbefaling til børnefamilier der skal på ski, er selvfølgelig at starte skiferie træningen hos CopenHill. Hos os kan dine børn lære at stå på ski i solskin og tørvejr, og tøjet bliver ikke gennemblødt af våd sne hvis man falder eller sætter sig på numsen. Tager du dit barn med til skiløb på CopenHill jævnligt enten hele året eller op til skiferien, vil du mærke en kæmpe forskel på barnets niveau. Er den første skitræning startet allerede inden skiferien starter, vil jeg næsten garantere, at du kan undgå at bruge de første 3 dage af skiferien på at samle grædende børn op, der "hader sne og ski" - I kender det godt, ikke? Hos CopenHill kan du sende dine unger på skiskole hos Snowminds, hvor alle instruktørerne taler dansk, og børneløjperne er små og overskuelige.

Børnecamps hos CopenHill

Mine egne børn på 4 og 7 år har rykket sig enormt meget siden de startede med at stå regelmæssigt på ski på CopenHill, og efter børne-campen, som blev afholdt i efterårsferien, løber min 7-årige søn næsten allerede fra mig. Måske var det noget med en børne-camp for dine børn i alderen 6-11 år inden skiferien?

I juleferien den 28-30 december afholder CopenHill en 3-dages skicamp med fokus på skiundervisning, kælkning og hyggelig julestemning! Tilmeld jer og læs mere om campen her.



Vores efterårsferie camp var et kæmpe hit – og vi glæder os til at fortsætte successen i juleferien.

”Vi får en meget glad ski-pige med hjem hver dag. Super fed ski-camp med fantastisk personale, som gør det til en fed oplevelse for børnene!” – far til deltager i efterårsferie campen."

Hvis I gerne vil prøve skiløbet af i sneen inden I drager afsted på skiferie, så smut en tur til Vallåsen i Sverige! Under 2 timers kørsel fra København ligger dette lille skisportssted, hvor I kan tilbringe en sjov familiedag sammen. Læs mere her.

Hvis du søger inspiration til din næste familie-skitur, så læs evt. min tidligere artikel om familie skiløb i Lenzerheide, Schweiz her.


Nårh ja og så lige til sidst – husk at trække vejret og nyde ferien 😊 Ferier med børn er skønne, hvis forventningerne er sat efter niveauet. Ha’ en rigtig fantastisk skitur og vinter – jeg glæder mig til at se både jer og ungerne på CopenHill, til en masse fede timer på ski!