CopenHill inviterede til Rulle/Skate Dag

Læs om arragementet og se video fra dagen her!


Søndag den 25. november inviterede CopenHill ud til Gratis Rulle/Skate Dag

Her deltog 350 rulleglade gæster på rulleskøjter, skateboard, løbehjul og rulleski til fri leg på CopenHill’s splinternye parkeringsområde på 11.000 m2 (svarende til to 11-mands fodboldbaner)!

Udover afprøvning af CopenHill’s store rullevenlige p-plads, åbnede CopenHill også op for deres nyligt færdiggjorte skicafé, som bød på varme i kulden, varm kakao, lækker kaffe og store fadøl - det sted kommer til at byde på fantastiske rammer for café og afterski.

Vejret var godt og asfalten tør - perfekt til at rulle på! Glad festmusik spillede ud over pladsen hele dagen, hvor familier og idrætsudøvere trænede og rullede/skatede sammen til stor fælles fornøjelse.

LOW Skate Academy havde samlet nogle af deres bedste freestyle-undervisere i rulleskøjter, løbehjul og skateboard og taget hop, rails og boxe med, som man kunne prøve kræfter med eller blive undervist i. De arrangerede flere lege som rullefange, hurtigløb og slalom til stor glæde for de deltagende.

Var man ikke til freestyle, havde Steep & Deep og Hareskov Skiklub taget flere rulleski med, der blev prøvet kræfter med på pladsen. Og for de mere kælkeglade gæster, havde Brenter Snowbike taget deres VR Snowbike Simulator med, som gav anledning til mange store grin og hvin.

De sidste gæster rullede hjem, da solen gik ned. Tak for en god dag til alle der deltog, og vi glæder os til at invitere ud til lignende arrangementer i fremtiden.