Værd at vide inden dit besøg hos os

For at sikre os glade gæster på skibakken, har vi samlet lidt information for at klæde jer godt på, inden jeres besøg på CopenHill!

Uge 7 på CopenHill


Skibakken hos CopenHill har nu været i drift i 4 måneder...

... og vi har allerede haft en masse glade gæster gennem liftkort-møllen! For at sikre os, at vi bliver ved med at have glade gæster på skibakken, har vi samlet lidt info, som vi oplever at I ofte kontakter os omkring, både før og efter jeres besøg. Læs med her, for at se hvad I skal være opmærksomme på;

SILICONE PÅ SKIBAKKEN – OG PÅ TØJET

Skibakken bliver smurt med silicone, og det samme gør dine ski når du glider over puderne ved toppen af lifterne. Grunden til at både bakken og skiene skal smøres med silicone, er for at minimere friktionen mellem de 2, og derfor minimere risikoen for skader på udstyret. Der er dog en ulempe ved siliconen – det kan smitte af på tøjet ved kontakt, for eksempel når du bærer skiene over skuldrene, eller hvis du falder på bakken. Siliconen kan være svær at få af tøjet igen, medmindre det bliver behandlet rigtigt inden første tøjvask. For at undgå ødelagt tøj, anbefaler vi såvidt muligt at bruge mørkt tøj på bakken, eller at tage noget brugt tøj på der tåler lidt af hvert.
Husk at det er på eget ansvar, hvis man får silicone på tøjet under besøget på skibakken.
Vores bedste tip til at få silicone af tøjet (ingen garanti):
Put NikWax (sælges i skiudlejningen) eller Vanish på pletten, gnid det godt ind, og lad virke i en times tid inden tøjet puttes i maskinen. Vask tøjet som normalt.

UDSTYR

50% af vores gæster kører på eget udstyr, og langt oftest uden problemer. Vi har dog i enkelte tilfælde oplevet at gæstens ski eller board har taget skade af turen på skibakken. Det er derfor vigtigt for os at pointere, at man skal sørge for at glide over silicone måtterne inden hver tur ned ad bakken, og samtidig anbefaler vi at man checker sine ski efter hver nedfart, for at begrænse omfanget af evt. skader. Vi oplever at skaderne primært opstår på udstyr der ikke har sintered base, og derfor er mere udsat ved friktionsvarmen der opstår ved høj fart ned ad bakken. Sørg også for ikke at holde samme kant hele vejen fra top til bund af bakken, da det også kan give varmeskader på skiene.
Husk at brug af eget udstyr på skibakken er på eget ansvar.

LIFTKORT SAMT BOOKING AF SKI-TID

Ved booking af ski-tid, får vi ofte spørgsmål om hvilke løsninger man skal vælge, og hvordan processen hænger sammen. Du har flere forskellige muligheder, men uanset hvad du vælger, skal du ved første besøg altid købe dit eget, personlige liftkort (DKK 50), som du fremover bruger til at tanke din ski-tid op på online (liftkortet er gratis ved køb af fordels- eller årskort). Første gang du booker ski-tid, bliver du automatisk meldt ind i vores (gratis) community SKI365, hvor du løbende vil modtage nyhedsbreve og gode tilbud og rabatter.
Når du skal på ski på CopenHill har du følgende muligheder:

BASISKORT
Til dig der bare vil prøve bakken en eller enkelte gange i løbet af et året. Ski-tid koster DKK 150 pr. time – 3 timer koster DKK 350. Oveni kommer dit liftkort (DKK 50) samt lovpligtig forsikring (DKK 20)
FORDELSKORT
Til dig der vil prøve bakken flere gange på et år, men ikke er klar til at købe et årskort. For et engangsbeløb på DKK 795, køber du i et år ski-tid til nedsat pris DKK 65 pr. time
ÅRSKORT HVERDAG
Til dig der vil stå på bakken ofte, og primært i hverdagene. For DKK 1500 får du gratis ski-tid på bakken i hverdagene, og til nedsat pris DKK 65 pr. time i weekenderne
ÅRSKORT
Til dig der vil stå på bakken ofte, hele året rundt. For DKK 2500 om året, får du gratis ski-tid ved alle dine besøg på skibakken.

Hvis du ikke har dit eget udstyr, kan du leje det i ski-udlejningen Steep n Deep, som du finder i skicenteret. Du kan se priserne her.

Hvis du vil tilkøbe skiskole, kan du læse mere om mulighederne her.




BRUG AF ELEVATOR SAMT BESØG TIL FODS

Elevatoren må kun bruges af gæster til fods, og altså ikke af snowboardere og skiløbere. Vi forstår at det sparer tid at tage elevatoren op i stedet, men da det ikke er muligt at opsætte liftkort maskine ved elevatoren (da gående gæster skal have fri adgang til toppen), har vi ikke mulighed for at kontrollere liftkort ved elevatoren. På samme tid er elevatoren forbeholdt vores dårligt gående gæster, barnevogne etc, og skiløbere og boardere skal af disse grunde altid benytte liftene i stedet for elevatoren. Som gående gæst, er det gratis at gå op ad bakken eller tage elevatoren til toppen, indenfor vores åbningstider. For grupper anbefaler vi vores populære guidede tours, som du kan læse mere om her.




KÆLKNING

Det er mega sjovt at kælke på bakken, men af sikkerhedsmæssige årsager er kælkning på skibakken kun tilladt ved særligt bookede arrangementer, hvor der er opsat bander som afspærring mellem kælkning og skiløb. CopenHill arrangerer jævnligt kælkning på den lille børnebakke, som ligger lige inden foden af den store bakke. Her lejer man en kælk i et tidsrum, og bakken vil være bemandet af en ansat fra CopenHill. Følg med under Events på vores hjemmeside, for at se hvornår vi afholder kælkearrangementer.





For yderligere spørgsmål, henviser vi til vores FAQ som du kan finde her.

Vi glæder os til at se jer alle til rigtig mange gode timer på og omkring skibakken!