Løb, Hike & Træning

En oplevelse udover det sædvanlige!




Stisystemerne kan bruges til vandreture, løb, opdagelser og meget mere.

Hele vejen op langs CopenHill’s tag, er der sammen med skiunderlaget etableret et grønt oplevelses- og naturlandskab med flere stisystemer, hvor besøgerne kan løbe, vandre, lege eller bare nyde udsigten og følge aktiviteterne på CopenHill. På ruten vil man komme igennem et spændende grønt landskab, der lægger op til at udforske omgivelsernes mange muligheder og finde sin egen vej igennem landskabet.


Landskabet giver mulighed for mange oplevelser og aktiviteter.

Udformningen af landskabet bryder traditionen med ”færdigdesignede” grønne anlæg, hvis brugsmuligheder er fastlåst på forhånd, til fordel for et grønt område der i sin natur venter på at blive indtaget af den enkelte bruger, på den måde vedkommende selv tænker. Det kunne være en picnic i buskadset, en bjergvandring i solen eller bare sidde og nyde udsigten på en af rutens bænke og liggeanretninger.


Selvom stisystemerne lægger op til aktivitet, er der også flere steder mulighed for pusterum.

Der vil på vandreruten være aktive udfordringer og oplevelser for alle, men også små pusterum, hvor den besøgende kan kigge ud over Øresund, holde pause eller træne.

Stiforløbene indeholder hældninger fra 5 % til 35 % og den korteste rute er 450 meter. Det lyder måske ikke af meget, men når du vandrer fra 0 til 85 meters højde, vil det med garanti få pusten op. Løbe- og vandrestierne og området omkring er offentlig tilgængeligt indenfor CopenHill’s normale åbningstid (forbehold for specielle events og dårligt vejr).


LØB



De forskellige løberuter rummer alt fra det inspirerende vandrelandskab til korte sprintruter og længere udfordrende løbe-/træningsruter, hvor man stedvis bl.a. kan hoppe fra sten til sten for at komme frem. Det giver en mere udfordrende og anderledes løbe- og vandreoplevelse, end man normalt oplever.

Igennem det nye løbe og trænings community RUN365, vil der blive tilbudt forskellig træning og fordele til medlemmer, så man kommer godt i gang og videre med sin nye træningsform ”bjergløb” med seriøse højdemeter på løberuten!

Udover den daglige træning med RUN365, bliver der arrangerede nye spændende løbsserier med omdrejningspunkt omkring bjergløb. Der vil være løb, som er målrettet elite løbere, men altid med plads til at motionister kan deltage og prøve kræfter med højdemeterne. Vi glæder os meget til at tilbyde de nye initiativer og se Amager Bakke fyldt med glade løbere.


URBAN TRAINING - STREET FITNESS

Hvis der er flere kræfter tilbage efter en løbetur op til toppen, så kan træningen varieres med urban training / street fitness i 78 meters højde med udsigt over Øresund. De forskellige stativer indbyder til pull op’s, arm gang og andre gode træningsformer, og når man har overstået dagens gode gerning, kan man tage et sundt afbræk i caféen på toppen af bakken.

Træningsområdet er som vandre- og løberuterne offentligt tilgængeligt indenfor CopenHills normale åbningstid (forbehold for specielle events og dårligt vejr) og via RUN365, vil man kunne melde sig på forskellige fitness-, crossfit-, styrketræningshold, hvor en instruktør vil være til stede og tage en igennem forskellige træningssessioner i 85 meters højde.


CYKLING

En af de aktiviteter som Amager Bakke ikke har fået ret meget plads til er cykling. Der er mange der ærgrer sig over, at der ikke er prioriteret plads til et downhill spor – hvilket også ville være en passende disciplin at kunne tilbyde sammen med de andre bjergsportsaktiviteter. Som hældningen og stierne er udformet egner Amager Bakke sig ikke til at cykle ned, men vi glæder os til at kunne lave time trials opad. Følg med på vores sociale medier og website hvor vi annoncerer aftener, hvor løbe/hiking sporet lukkes af til cykling op. Find de lette gear frem, og se om du kan trampe dig til toppen, det er både teknisk og fysisk krævende, så vi glæder os til at have scoreboardet klar, for at se hvem der kan sætte bedste tid.