Sikkerhed & Vejr

Det er vigtigt at passe på hinanden, så alle kan få en god oplevelse!

Der findes generelle retningslinjer for sikkert skiløb, som skal følges for, at alle får en god oplevelse på pisten. Du kan læse endnu mere om generel sikkerhed og færden på CopenHill i vores Vilkår & Betingelser.

Det Internationale Skiforbund (FIS) har opstillet 10 regler for god opførsel på pisten. Man er forpligtet til at være bekendt med reglerne og respektere dem, således ens adfærd ikke udsættes for civilretligt og strafferetligt ansvar i tilfælde af en ulykke. Se videoen om FIS-reglerne her.

Det Internationale Skiforbunds 10 regler:

1. Respekt: Man skal opføre sig på en måde, så man ikke udsætter andre for fare.

2. Kontrol: Man skal køre kontrolleret og tilpasse sin hastighed samt opførsel efter sit personlige niveau.

3. Rutevalg: Vedkommende, der kommer bagfra, skal altid vælge en rute, så han/hun ikke udsætter forankørende for fare.

4. Overhaling: Man må gerne overhale, såfremt han/hun efterlader plads til, at den forankørende kan foretage enhver bevægelse.

5. Indkørsel, start og bevægelse op ad bjerget: Man skal altid kigge op og ned ad pisten for at sikre sig, at man ikke forudsætter andre for fare - dette gælder ved indkørsel, start, og bevægelse op ad en pist.

6. Standsning: Man skal undlade såvidt muligt at stoppe på pisten, hvis sigtbarheden er dårlig eller pisten er for smal. Ved et styrt, skal man bevæge sig væk fra pisten hurtigst muligt.

7. Til fods: Man skal altid kravle op eller ned ad bakken i kanten af pisten uden ski på.

8. Skilte og markeringer: Man skal respektere alle skilte og markeringer.

9. Ulykker: Ved uheld på pisten, har enhver pligt til at yde hjælp. Hvis det er nødvendigt, tilkald liftpersonalet!

10. Identifikation: I tilfælde af en ulykke skal alle involveret, inklusiv vidner, udveksle navne og adresser.

Udover FIS-reglerne, har vi opstillet et par ekstra punkter vedr. sikkerhed:

11. Standsning m/gruppe: Man skal standse under gruppen for at undgå at ramme andre i tilfælde af styrt.

12. Stave: Peg ikke dine skistave uden at orientere dig. Hold skistavene under hoften, og når man tager liften, skal spidserne peges nedad.

13. Hjelm: Alle under 18 år skal bære hjelm ved skiløb. Vi anbefaler dog, at ALLE bærer hjelm ved skiløb.

14. Udstyr: Tjek altid dit udstyr for fejl og skader, inden du går ud på pisten. F.eks. at dine bindinger og støvler er indstillet korrekt.

15. Sko og støvler: Det er kun tilladt at bevæge sig ud på pisten med skistøvler.

Vejret er en faktor på CopenHill - tjek vejret hjemmefra!

De fleste af CopenHills aktiviteter er udendørs, og du vil derfor blive eksponeret for al slags vind og vejr. Derfor bør du altid tjekke vejret hjemmefra, således du er velforberedt.

Tag tøj på til vejret

Vinden og kulden (den såkaldte chill-faktor) kan i visse tilfælde føles kraftigere, alt efter hvor vinden kommer fra, idet CopenHill ligger ud til havet, og vores højeste punkt ligger i 85 meters højde. Om sommeren kan det blive rigtig varmt grundet tagfladens hældning, så husk derfor solcreme og drik en masse vand.

Nedluk grundet dårligt vejr

I tilfælde af f.eks. kraftig vind, kan vi være nødsaget til at lukke for de rekreative faciliteter (klatrevæggen, skibakken, løberuten m.m.) af sikkerhedsmæssige årsager. I sådanne tilfælde refunderes din resterende skitid eller klatretid som et tilgodebevis, der vil kunne bruges på et senere tidspunkt.